FANTASTISK EJENDOM MED EN AF BLOKHUS' BEDSTE BELIGGENHEDER
· Kvalitet, charme og stemning ad libitum
· Et underskønt, ugeneret udemiljø
· Høj beliggenhed med fænomenal udsigt
· Ved den dejlige strand og centralt i byen
· Rig på historie: bygget oven på en bunker
Historieinteresserede, livsnydere og købere, som drømmer om en fuldstændig unik ejendom, og ikke mindst en god investering, bør læse med her. Ejendommen, der i dag benyttes som sommerhus, har helårsstatus og rummer perfekte udlejningsmuligheder. Og ligesom bølgerne skyller ind over stranden få hundrede meter væk, ruller fortiden stille ind over stedet her, da det skønne hus er bygget ovenpå en bunker fra 2. Verdenskrig. Dertil kommer, at I får, hvad vi godt tør kalde for Blokhus' bedste beliggenhed og udsigt.
En verden af sommerhuscharme og kvalitet
Et gennemgående tema for boligen er de fantastiske materialer, der løber fra rum til rum og vidner om en ejendom, hvor kvalitet og atmosfære går op i en højere enhed. Alt, fra de charmerende buevægge til brændeovnene i både spise- og dagligstuen samt det speciallavede snedkerkøkken fra Brdr. Poulsen, Pandrup, tilfører indretningen en indbydende stemning og smuk æstetik. I forskudte niveauer og forbundet af åbne buer mødes de skønne rum i en indretning, der samler familie og venner. Planløsningen forsyner jer med seks sovepladser fordelt på tre værelser foruden et køkken, flere stuer og et badeværelse, mens de moderne detaljer tæller såvel vaske- og tørrefaciliteter. Huset er desuden fuldmuret med gulvvarme næsten alle steder.
Ejendommen egner sig med andre ord perfekt til, at I kan bosætte jer i Blokhus og nyde tilværelsen året rundt, eller I kan bruge det som en attraktiv investering, idet der er ideelle muligheder for udlejning.
Hvor historiens ekko runger
Huset er bygget oven på en bunker og et skydetårn, der har været anvendt under 2. Verdenskrig. Som en skjult verden, der trækker tråde tilbage i tiden, inviterer de historien ind i hverdagen og giver jer en ejendom, der er noget ud over det sædvanlige. Den lille tidslomme er nemlig renoveret og gjort tilgængelig, ligesom I finder forklaringer om dens brug og dermed kan dykke helhjertet ned i et vaskeægte stykke danmarkshistorie. Der er desuden toilet hernede, og der er etableret en udendørs bruser ved indgangen til bunkeren.
Det dejligste udemiljø og en drøm af en udsigt
De ydre rammer er også lige, som de skal være: ugenerede, så I kan læne jer tilbage i rolige omgivelser, hvor et utal af hyggekroge inviterer til at indtage kaffen og en god årgang, mens I lytter til havets brusen. Her er simpelthen så utrolig skønt. Og udsigten? Den er noget nær magisk. Fra huset – der ligger højt i landskabet, hævet op af den underjordiske bunker – kan I skue mod havet, til stranden, over Blokhus’ hustage, ind til byen og ud i horisonten.
Lige ved stranden og det hyggelige byliv
Få hundrede meter væk lokker Vesterhavets salte bølger ved den vidtstrakte sandstrand, der kalder på både leg og ro i vandkanten. I finder også nemt vej til Blokhus Feriecenter, der blandt andet byder på wellness og fitness. Tilsvarende tæt på kan I spadsere ind i hjertet af Blokhus, hvor indkøbsmuligheder ligger side om side med restauranter, caféer og butikker. Kort fortalt et kompromisløst ferieområde med alt, hvad man kan ønske sig.
Fakta:
Ejendom med helårsstatus
Gode udlejningsmuligheder
Fuldmuret kvalitetshus
Rigt på moderne komfort
Få skridt til Blokhus by
Jens Bærentsvej 14, 9492 Blokhus
Bestil fremvisning
Bestil salgsmateriale
Kontakt os
-
Lars Dae Høj
- Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 73 20 00
- Mobil: 23 82 47 47
- Kontakt os
