UNIK VILLA FULD AF SJÆL OG CHARME
· Et smukt og historisk hjem
· Sjæl og charme for alle pengene
· Sol og frugter i haven
· På en rolig vej i Hasseris
· Få skridt til Kridtgraven
I hjertet af Hasseris har vi nu fornøjelsen af at byde velkommen i ét af de berømte tobaksmesterhuse. Klassiske detaljer, unikke tagkonstruktioner og sjæl hele vejen igennem er hvad, der kendetegner det arkitekttegnede hjem på Langersvej 11. Der er faktisk tale om én af Aalborgs mest charmerende villaer – et hjem som dette skal opleves!
Et fantastisk førstehåndsindtryk
En symfoni af smukke teglsten er lagt på fineste vis over gesimsen, og den lysegrå facade prydes med hvidrammede sprossevinduer. Overalt fanges øjet af flotte detaljer, og det undrer ikke, at huset i sin tid blev udtænkt af en arkitekt. Det er nemlig Ejnar Packness, der har sat stregerne til herligheden, og det hele stod færdigt i 1912. Ja, det er faktisk næsten som at træde ind i en anden tidsalder, når man ser husene, der her på Langersvej ligger på stribe i samme tobaksmesterstil – der er 11 stk. af slagsen, og jeres er det sidste på vejen. Og tænk sig engang at bo i et hus tegnet af sådan en indflydelsesrig arkitekt – Ejnar Packness prægede nemlig en hel del af det offentlige byggeri i Nordjylland og udtænkte mange markante bygninger her i Hasseris og Aalborg.
Huset ligger behageligt tilbagetrukket på grunden, og fortil venter den skønne, lukkede have, hvor alt fra blomme- til kirsebærtræer og velsmagende æbler vokser. En, to, tre terrasser er lagt rundt på grunden – én mod øst, én mod syd og én mod vest – så I kan følge solen dagen lang. Der er carport til bilen, og så kan I trygt lukke firbenede venner ud i haven.
Fine detaljer og hyggelige rum
Velkommen indenfor, hvor charmen er lige så tydelig at mærke som ude. Hyggelige hjørner, små og fine vinduer og blotlagte bjælker hér og dér vil møde jer på turen rundt i huset. 133 m2 fordeles på de to etager, og dertil kommer en god og tør kælder forneden perfekt til opbevaring. Et værelse, et kontor, en repos og et brusebadeværelse fordeles på 1. sal, og fra værelset kan I åbne døren til den franske altan op og kigge vidt og bredt over trætoppene i såvel haven som i Mølleparken, mens Aalborg Tårnet kan spottes i det fjerne.
Ned ad trappen kommer stuen, alrummet og køkkenet, der smelter sammen i ét rum, og så afsluttes etagen af et kontor, et bryggers og et gæstetoilet. Træbeklædte lofter spreder hygge foroven, og i køkkenet kan I lave mad i nydelige omgivelser med skakternet gulv forneden. De hvidpudsede murstensvægge sætter stemningen an, og bemærk lige lysindfaldet! Det naturlige lys får frit spil takket være de mange lysgivende vinduespartier, og I kan træde ud på terrassen fra både alrummet og kontoret, hvor sidstnævnte også kommer med ovenlysvinduer. Hjemmet er i ganske fin stand, og vi kan bl.a. nævne, at godt halvdelen af vinduerne er udskiftet, og at taget er algebehandlet.
Med alt lige ved hånden
Der er stille og roligt her på Langersvej, og såvel singlen som parret eller den lille familie vil elske at flytte ind i huset på nr. 11. I får søde naboer omkring jer, og kvarteret præges i det hele taget af en dejlig stemning. Mølleparken, Hasseris Bymidte og Aalborg Midtby er alle nemme at gå eller cykle til, og det samme gælder det turkisblå vand i Kridtgraven, der ligger 350 meter fra hoveddøren. Der er selvfølgelig også daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder omkring jer.
Fakta:
· Tegnet af Ejnar Packness og opført i 1912
· 133 m2 + tør kælder
· Lukket have, tre terrasser og carport
· Gåafstand til Kridtgraven og Mølleparken
· 10 min. på cykel til Aalborg C
Langersvej 11, 9000 Aalborg
Bestil fremvisning
Bestil salgsmateriale
Kontakt os
-
Jette Gudiksen
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 31 60 00
- Mobil: 23 41 64 14
- Kontakt os
