HERSKABELIGT LIEBHAVERI I HJERTET AF HASSERIS
· Plads, æstetik og en særlig atmosfære
· Et udvalg af de bedste materialer
· Et væld af spændende detaljer
· Lukket, gammel have med orangeri
· Den bedste beliggenhed i Hasseris
Det er en af de sjældent flotte, velbeliggende og store murermestervillaer i det centrale Hasseris, I nu kan overtage nøglerne til. Ja, der er patricierstil over den flotte sag, og snart åbner vi døren op til et luksuriøst hjem fuld af eksklusive detaljer. Komfort, æstetik og hverdagsluksus er lige ordene.
En fantastisk liebhavervilla og stilhed i haven
Jo, I kommer til at bo centralt, men vejen er stille, og haven er fuldstændigt ugeneret og utroligt hyggelig. En vandfontæne sætter stemningen, som I sipper af morgenkaffen, og da haven orienterer sig mod syd og vest, kan I fange solen (og for den sags skyld også skyggen) hele dagen lang. I kan frit plukke af æbletræerne i sensommeren, for der er både Belle de Boskop og de dejligste Ingrid Marie-æbler, og der står også et blomme- og et kirsebærtræ og frister. Om eftermiddagen kan I sætte jer ud på den sydvestvendte terrasse med solen i ansigtet og grillen fremme. Om aftenen kan I tænde op i det læfulde bålsted, og når duggen eller regnen falder, kan I smutte lige ind i det store orangeri, som kommer med både el og vand. Dér er både plads til selskab og til fredelig fordybelse.
Foruden havens idyl med den brostensbelagte terrasse og de små stier byder ejendommen på en garage med elport og plads til opbevaring samt et redskabsskur.
En unik boligoplevelse
Billederne viser æstetikken og charmen, men atmosfæren og sjælen skal man altså ud og mærke. Stilen mellem husets ydre og indre passer perfekt sammen: Først ser I den hvide facade, sprossevinduerne, karnappen med balkonen og det smukke mansardtag. Indenfor åbner I døren til en hall og et smukt trappeforløb, der binder boligen flot sammen.
I skal bevæge jer rundt på sildebensparket og lange plankegulve, marmorgulv på badeværelserne og under smuk stukkatur. Der er over tre meter til loftet, og det er et meget, meget rart hjem at være i. Der er pejs både i stuen og i alrummet, og i sidstnævnte frister Boform-køkkenet med hvidevarer fra bl.a. Gaggenau og en Quooker. Snup en veltempereret vin fra køleskabet netop til formålet, og lad den indre gastronom skabe sin magi ved Lacanche-komfuret – undervejs kan I høre jeres musikalske favoritter i de indbyggede højttalere.
Stueetagen giver således et herligt albuerum til livet, til hverdagen og til festlige sammenkomster med både køkken-alrummet, og spise- og opholdsstuen, mens førstesalen byder på den private afdeling. Heroppe finder I fire værelser, heraf et walk-in, et lækkert badeværelse med brus og dobbeltvask samt et ekstra toilet på reposen. Andensalen kan I indrette som hjemmebiograf eller legerum, og charmen når også helt herop med den skæve skorsten, de eksponerede bjælker og loftet, som er ført til kip. Endelig har I kælderen, som har gulvvarme på badeværelset og i bryggerset, hvor der er Siemens-vaskefaciliteter. Der er desuden separat udgang og gode rammer til jeres hobbyer.
En 5 af 5 beliggenhed
Kan I høre det? Det er lyden af fuglekvidder i hækkene, en plæneklipper i det fjerne og hyggelig snak på fortovet. I rykker nemlig til et aldeles fredeligt kvarter, og naboerne er søde – man holder gerne øje for hinanden, når man er på ferie, og folk er friske på en sludder. Det er en skøn vej og et fantastisk kvarter med kort gå- og cykelafstand til alt, hvad I kunne ønske jer; heriblandt både flere gode folke- og privatskoler samt gymnasierne.
I kan slentre til Mølleparken, Kildeparken, Aalborg Tårnet, Kunsten og den summende kultur, der særligt spirer om sommeren. Måske vil I i Aalborg Zoo, eller også er I mere til en tur på Vestre Bådehavn, som frister med hyggelige restauranter, legepladser og et maritimt leben, ja, måske besøger I endda Restaurant Kronborg med færgen til Egholm fra tid til anden? I kan gæste væddeløbsbanen, friluftsbadet, eller også bliver I bare hjemme i den gamle, smukke have, når I søger et herligt åndehul. I kommer til at bo tæt på de glimrende indkøbsmuligheder, slagteren og butikkerne i Hasseris Bymidte. I den anden retning frister Aalborg C med shopping på gågaden, i Salling og i Magasin og selvfølgelig med kultur og musik i Nordkraft og Musikken Hus. I får det hele – nærheden til byen, hele det skønne kvarter og et helt fantastisk hjem.
Fakta:
· Gennemgående Boform-elementer
· 370 gode etagemeter
· Knap 1.200 kvm stor grund
· Grundejerforening med styr på sagerne
· Bo i det centrale Hasseris
M.A. Schultz Vej 4, Hasseris, 9000 Aalborg
Bestil fremvisning
Bestil salgsmateriale
Kontakt os
-
Jette Gudiksen
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 31 60 00
- Mobil: 23 41 64 14
- Kontakt os
