Elegant murermestervilla med masser af plads
Villadrømmen venter i Vestbyen
· Tre udnyttede etager i indflytningsklar stand
· Charme og sjæl møder moderne komfort
· Isoleret velholdt dobbeltgarage med en fjernstyret port
· Ideel beliggenhed mellem vand, grønne arealer, lokalsamfund og by
· Privat og vestvendt have med skønne solterrasser
· Flot Energimærke: C
Nogle gange lander der en bolig på markedet, som får selv en ejendomsmægler til at stoppe op. For uanset, hvor mange huse, man har set, er det svært ikke at lade sig imponere over de indbydende stuer og hyggelige værelser, der gemmer sig i den store murermestervilla her i Vestbyen. Ja, huset appellerer til hele sanseapparatet med en gennemført æstetik, der blander moderne inventar, klassiske detaljer og finurlige finesser, som gør hjemmet til noget helt særligt. Derudover er huset grundigt istandsat fra kælder til kvist og helt ud i haven, hvor hver en sten bogstaveligt talt er vendt. Vi skal nok komme omkring alle detaljerne, men vigtigst er det at understrege, at dette er en bolig, som er lige til at flytte ind i, og som rummer en stemning, der helt klart skal opleves.
Med plads til fest og faste rutiner
Der er mange ting at hæfte sig ved, hvad angår husets indretning – for den indbyder lige dele til hverdagsliv og gæstebesøg. Ud over de sammenhængende fællesrum i stueplan byder huset nemlig på en overetage med to pæne værelser, et badeværelse, en hems og ikke mindst en repos, der har oplagt funktion som en ekstra stue eller et multirum. Hertil blev kælderen udgravet, støbt og renoveret med gulvvarme i 2001, så I hernede får både bryggers, badeværelse og to rum i boligkvalitet. Der er sågar et toilet i stueplan, der sammen med badeværelset på førstesalen blev istandsat i 2021, så lige meget, hvor I er i huset, skal I ikke rende langt, når naturen trænger sig på. Badeværelset ovenpå er desuden udført i lækre italienske klinker og har ligeledes gulvvarme – en behagelig detalje, der går igen under granitfliserne i køkkenet såvel som under egetræsparkettet i udestuen.
Men nu skal vi vende blikket mod husets magnum opus; nemlig stueetagens opholdsrum. To stuer med smukke skibsplankegulve ligger nemlig på køkkenets ene side, mens en fantastisk udestue med fire meter til de kipførte lofter imponerer til den anden. Det hele ligger i åben forbindelse, så samtalen kan flyde frit, mens der stadig er bevaret en vis opdeling mellem rummenes funktioner. Ud over den gode plads og sammenhæng er det også værd at bemærke de mange detaljer her – se f.eks. de smukke stenbuer, som er hentet direkte ind fra matriklens egen belægning, eller læg mærke til den unikke mosaik med Andy Warhol-motiver, der er integreret i granitbordpladen.
Gammel charme i nye klæder
Som I nok allerede har fornemmet, har tiden ikke stået stille, siden den klassiske murermestervilla blev opført i 1926. Tilbage i 2001 blev huset nemlig komplet totalrenoveret med udskiftet tag, nye vinduer, døre og deslige, og siden da er både VVS, el, hvidevarer og inventar løbende opdateret. Det er foregået helt frem til 2025, hvor der også netop er specialbygget snedkerlavede køkkenlåger, en integreret bogreol samt radiatorskjulere fra samme snedkers hånd.
Huset er selvfølgelig grundigt isoleret, og det samme er den store dobbeltgarage, som er belagt med klinker og har fjernstyrede porte. Mellem hus og garage blev alle de originale herregårdssten derudover taget op, så der kunne laves nyt regnvandsdræn, og herefter var de vendt og lagt på ny. Dét indfanger i det hele taget husets ånd, for gennemgående har man formået at skabe en bolig, der lever helt op til moderne standarder, men uden at gå på kompromis med husets oprindelige stil og materialer.
Haveidyl i storbyen
Fra den sirlige forhave ledes I om i en baghave, hvor den samme flisebelægning går igen i et indbydende terrassemiljø mod vest. Herfra breder plænen og frugttræerne sig ud, og mens solens første stråler kan fanges på den lille træterrasse i bunden af haven, kan den sidste aftensol nydes på det hævede terrassestykke foran udestuen. Der er foruden afslapning samt plads til både fodbold og trampolinspring, og det hele kan foregå i private, lukkede rammer. Det er jer, som ønsker ro og byliv i forening, der skal bo her! I får nemlig hjemme på en stille villavej med gode naboer, mens kulturen, kunsten og de brostensbelagte gader fyldt med liv venter en kort gåtur væk. I kommer også til at gøre brug af miljøet langs Limfjorden, hvor alt fra havnebad og streetfood til en maritim lystbådehavn byder sig til. Slutteligt er alt det praktiske ligeledes på plads med flere gode skoler, masser af pasningstilbud samt fritidsinteresser, herunder fodbold, tennisklub samt svømmehal og velassorterede indkøbsmuligheder i nærområdet. Her skal I ganske enkelt ikke gå på kompromis med noget.
Fakta:
· Indflytningsklar murermestervilla
· Nænsomt renoveret fra A-Z
· Perfekt indrettet til den aktive familie
· Privat og solrig have
· Placeret centralt i Vestbyen
Ny Kastetvej 9, Vestbyen, 9000 Aalborg
Bestil fremvisning
Kontakt os
-
Frank Andersen
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 31 60 00
- Mobil: 51 95 60 00
- Kontakt os
