FAMILIENS FRISTED MELLEM STRAND, HAV OG FERIELIVET I BLOKHUS
· Et sted, hvor gode ferieminder skabes
· Dejligt fritidshus med fokus på samvær
· Sovepladser nok til hele familien
· Udsigt til klitter og flotte solnedgange
· Få minutters gang til både strand og byliv
Med sol i ansigtet og Vesterhavets brusen i øregangene – sådan vil I fremover nyde dagene hjemme på træterrassen i rammerne af jeres helt eget skønne fristed. Vi udbyder nu et fritidshus, der er skabt til at samle familien, og så ligger det på en enestående lokation med få hundrede meter til både stranden og det summende ferieliv i Blokhus.
Jeres mødested ved Vesterhavet
Gode minder bliver til, når gode mennesker samles – og I finder ikke en bedre ramme om samværet end den, der venter jer her på Sommervej. Der er plads til feriedage med generationerne samlet på samme matrikel. I overtager nemlig et klassisk, dansk sommerhus, som har selskab af et rigtig fint anneks, og tilsammen rummer de to bygninger hele 10 sovepladser for nuværende. Tre soverum og et badeværelse findes i annekset, der også byder på et depotrum og samtidig støder op til garagen.
Huset – såvel som annekset – består af sortmalet træfacade for det helt rigtige og charmerende udtryk. Det skinner tydeligt igennem, at der er lagt tid og kærlighed i den løbende vedligeholdelse, og der møder jer et lyst og rummeligt hus, når I vender blikket inden døre. Her findes bl.a. et badeværelse, to værelser og et indbydende opholdsrum, hvor spisekøkkenet åbner sig op mod stuen. Glæd jer til fremtidige hyggestunder i stuen, hvor de store, sydvendte vinduer indrammer jeres flotte udsyn over det åbne område med klitterne i horisonten. Her vil I mærke skuldrene sænke sig, i takt med at blikket vandrer.
Med både anneks og hovedhus er der god plads til at trække sig tilbage og være hver for sig; børnebørn kan lege på ét værelse, mens der slappes af på et andet, og når I samles, bliver det med brætspil i stuen eller foran brændeovnen i køkkenet – eller i rammerne af den dejlige udestue, der giver jer et ekstra opholdsrum på grænsen til udelivet.
Ferieliv er lig med udeliv
Der findes intet bedre end den danske sommer, når den viser sig fra sin bedste side, og den nydes allerbedst i kulissen af en dejlig sommerhushave med højt til himlen. Det er heldigvis lige præcis, hvad I får, når I overtager huset her. Haven er grøn, hyggelig og fuld af sol, og den giver plads til både afslapning på terrasserne og leg på græsset.
To store terrasser lægger sig på hver deres side af huset, så I kan følge solen fra morgenkaffen til aftenstunden. I starter på jeres morgen- og formiddagsterrasse, hvorfra I kan nyde udsigt til både Dannebrog i flagstangen og til marehalmen, der vajer i vinden. For få år tilbage fik sælger anlagt en vold ud mod vejen – beklædt med marehalm – og den sørger for privatlivet, mens den giver noget pænt at se på, og så forhindrer den desuden børnebørnenes bolde i at ryge ud på vejen. Senere følger I med solen om på den sydvestvendte træterrasse, hvor I kan høre bølgerne slå ind, mens I kan nyde synet af solen, der går ned bag klitterne. Også på dage hvor det rigtigt blæser, kan I rykke ud under åben himmel, for i bunden af haven – lige ved gyngestativet – får I et spot, der altid byder på læ. Et oplagt sted til eftermiddagskaffen.
Lige her leves ferielivet bedst
Vi har gemt det måske allerbedste til sidst: beliggenheden. Den er som skræddersyet til uforglemmelige feriedage, for jeres fritidshus ligger i rolige rammer, men samtidig lige dér, hvor det hele sker. Der er 200 meter til vandet og den brede sandstrand, og der er 200 meter til en af Danmarks mest stemningsfulde feriebyer, nemlig Blokhus, som summer af liv og glade dage.
Huset ligger trygt, roligt og tilbagetrukket på en lukket vej, hvorfra en lille sti snor sig gennem landskabet mod stranden. Stien møder Søndre Strandvej, så helt uden at krydse større veje, står I pludselig med fødderne i sandet. I kan altså gå til havet i jeres badetøj – og hjem igen. Når sand og saltvand skal erstattes af lidt godt til maven og ganen, kan I slentre den korte vej i modsatte retning og lade jer friste af de mange gode spisesteder i Blokhus, hvor I også kan gå på opdagelse i en verden af glas, keramik og små butikker.
Jeres hjerte vil hurtigt banke for Blokhus, og så vil I ikke herfra igen.
Fakta:
Klassisk sortmalet træhus
Anneks med eget badeværelse
728 kvadratmeter stor grund
10 sovepladser for nuværende
Kun 200 meter til stranden
Sommervej 8, 9492 Blokhus
Bestil fremvisning
Kontakt os
-
Michael Nielsen
- Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 73 20 00
- Mobil: 35 90 04 49
- Kontakt os
