ET HELT FANTASTISK SOMMERHUS MELLEM KLITTERNE
· Sommerferiestemning blandt klitterne
· Sti direkte ned til vandet
· Nyd privatlivet på den private grund
· Flot vedligehold og lyse rammer
· Et helt indflytningsklart sommerhus
Blandt solbeskinnede klitter og vildtvoksende grønt, med bølgernes brusen som lydligt bagtæppe og himlens blå nuancer vidtstrakte foroven, skal et arkitekttegnet og noget så flot sommerhus danne ramme om gode ferier og forlængede weekender. Velkommen til Blokhus!
Familieferie i velholdte rammer
Sort træværk og hvide vinduesrammer tager imod jer, og der er altså ingen tvivl om, at her er der ferie på programmet. I træder indenfor til 98 m2, hvor værelserne fordeler sig langs gangen til den ene side, mens et par trin leder ned til leverummet. Lyset strømmer ind og oversvømmer opholdsrummene, der er strategisk placeret på hver side af køkkenet. Her er tilmed åbnet op til kip, så rummet synes at fortsætte op og ud i det uendelige; det hele synes sammenbundet, men med adskilte zoner til hygge af enhver art.
Snedkerkøkkenet fremstår tidløst og i lige så flot stand som resten af huset, her er granitbordplader, og så blev induktionskogeplade, ovn, emhætte og køleskab udskiftet så sent som i 2024. Og badeværelset? Det afspejler flot den totalrenovering, som det nød godt af i 2020. I får god plads til hele familien med otte sengepladser fordelt over husets tre værelser samt annekset med vaskefaciliteter og eget bad.
Helt ugeneret mellem klitterne
Der er virkelig blevet kælet for detaljerne og kvaliteten, når huset løbende er blevet fornyet. Det gælder naturligvis også udenfor, hvor grunden bl.a. blev forsynet med nedsivningsanlæg lige efter bogen i 2017 og taget renoveret i 2020, mens vinduer og døre i plast fra 2012 samt udhæng og stern i hardieplank sikrer, at det ikke er meget tid, I skal bruge på vedligehold.
Al den ekstra tid skal da tilbringes på terrassen, som tager sit afsæt med den overdækkede del og derfra svøber sig mellem klitterne med flere solpletter, læhegn og udendørsbruser. Dér kan de morgenfriske starte dagen med en skyller i selskab med solopgangen, ligesom den bliver særligt brugbar, når børn og voksne kommer tilsandede tilbage fra stranden. Ved aftentide er under overdækket et skønt sted at fornemme dagen rinde ud, for her sidder I i læ for vestenvinden, og når roen har lagt sig over området, ringer havets brusen genklang i øregangene.
I bliver desuden del af en god og velfungerende ejerforening, hvor der bliver taget hånd om tingene, og man har det godt med hinanden, ligesom der er tale om en udstykning med minimal udlejning, så her er dejligt fredeligt, mens I kan se frem til at hilse på de samme naboer igen og igen.
Midt i Vestkystens ferieparadis
Plantagen og det bugtende klitlandskab strækker sig vidt og bredt, helt ud til dér, hvor himlens blå nuancer dykker ned bag alt det grønne. Til den anden side er det kun få hundrede meter, som skiller jer og det dybblå hav ad. Her slikker bølgerne dovent ind over det bløde sand, fuglene skaber små, hvide huller i himlens evige baldakin, og når bølgeplask og sandslotte skal udskiftes med afslapning under parasollen, kan I med fordel besøge Iscaféen for det søde punktum.
Det er dog ikke kun naturen, I får glæde af: Blokhus er muligvis Vestkystens skønneste ferieby, et sandt ferieparadis, der bugner af alt lige fra kunstgallerier og udendørsspil til smukke haver og lækre måltider. Slentr eksempelvis de sølle 600 meter ned til Torvet og lad nysgerrige blikke vandre blandt byens forretninger, inden dagen skal afsluttes med et besøg på én af de mange restauranter. Det er også her, I kan klare de praktiske indkøb, hente morgenbrød og naturligvis nyde endnu flere overdådige is.
200 meter til strand og hav
600 meter til Blokhus’ bymidte
98 m2 klassisk sommerhus; 36 m2 anneks
Bad renoveret i ‘20; køkken-inventar fra ‘24
Stor terrasse med ny udendørsbruser
Ankerhusvej 2, 9492 Blokhus
Bestil fremvisning
Kontakt os
-
Michael Nielsen
- Ejendomsmægler MDE
- [email protected]
- Telefon: 96 73 20 00
- Mobil: 35 90 04 49
- Kontakt os
